Mange virksomheder investerer betydelige ressourcer i branding, produktudvikling og markedsføring uden samtidig at sikre deres juridiske rettigheder. Hos mange virksomheder ser vi, at beskyttelsen af virksomhedens navn, logo eller design først bliver prioriteret, når konflikten allerede er opstået. På det tidspunkt kan det være både dyrere og mere kompliceret at håndhæve sine rettigheder.
Derfor er den aktuelle støtteordning fra Patent- og Varemærkestyrelsen særligt interessant for danske mikrovirksomheder, der ønsker at opnå større sikkerhed gennem varemærke- og designbeskyttelse.
Støtteordning til startpakker til varemærke og design
Gennem ordningen IP fast track kan mikrovirksomheder få økonomisk støtte til registrering af varemærker og design samt rådgivning om immaterielle rettigheder på op til kr. 10.000,00 pr. kalenderår.
Ordningen er målrettet virksomheder med under 10 ansatte og har til formål at gøre det lettere for mindre virksomheder at beskytte deres immaterielle rettigheder.
IP fast track-ordningen åbner igen torsdag den 4. juni 2026 kl. 09.00. Mikrovirksomheder skal blot udfylde et digitalt ansøgningsskema og herefter afvente, mens ansøgningen behandles.
Vi har indsat link nedenfor til ansøgningsprocessen:
https://www.dkpto.dk/kampagner/startpakke-til-varemaerke-og-design
Først-til-mølle
Ansøgninger behandles efter først til mølle-princippet, hvilket betyder, at timingen er afgørende. Det anbefales derfor at indsende ansøgningen hurtigst muligt, når ordningen åbner.
Mikrovirksomheder, der overvejer at registrere deres varemærke eller design, bør derfor reagere hurtigt.
Hos Anker-Møller Advokater rådgiver vi virksomheder om varemærker, designbeskyttelse og øvrige immaterielle rettigheder. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til, hvordan din virksomhed bedst beskytter sit brand.



